Fie blev pensionist for tre år siden, men er frivillig hele tiden: Må lave sin egen "vagtplan"

03:58

Video: Søren Broust Hansen

Det var hverken golfbanen, det store udland eller sofaen, der kaldte, da Fie Mølholt blev pensionist - det var frivilligt arbejde.

Når arbejdslivet slutter, trækker mange sig tilbage. Man kan begynde at spille golf eller bare spille lidt oftere, end der var tid til, da 37 af ugens timer skulle bruges på arbejde. Man kan også rejse - komme ud i verden og se de steder man altid har drømt om, men aldrig har haft tid eller mulighed for at besøge. Mulighederne er endeløse.

Man kan også arbejde videre, og det har Fie Mølholt fra Frederikshavn valgt - uden at tøve. Hun er frivillig i et hav af foreninger og bestrider fire bestyrelsesposter, og for det - at være en blæksprutte med armene ude i det meste af Frederikshavn - er hun nomineret til Årets Nordjyde.

- Jeg kan ikke sidde stille, jeg skal have noget at rykke i, fortæller Fie Mølholt, der ikke tror hun ville overleve en helt almindelig pensionisttilværelse derhjemme.

- Det kunne jeg ikke.

Det er tre år siden, Fie Mølholt gik på pension. Da hun arbejdede, lavede hun vagtplaner, og med sit store frivillige engagement, er det nødvendigt at holde talentet indenfor planlægning ved lige - ellers kan det hele ikke klemmes ned i kalenderen.

Det lykkes dog, og for et par år siden kom endnu en frivilligpost på CV'et, da Fie blev overtalt til at engagere sig i Kræftens Bekæmpelses afdeling i Frederikshavn, hvor hun nu er formand.

- Jeg får en tilfredsstillelse på den måde, at jeg kan være med til at hjælpe andre. Det er et vigtigt arbejde, for desværre er det faktisk hver tredje, der bliver ramt af kræft. Pludselig er det måske mig, og så vil jeg da håbe, der er nogen, der står klar og vil hjælpe mig.

De otte nominerede til Årets Nordjyde mødes i finalen i Musikkens Hus den 21. marts. Fie har skrevet det ind i sin travle kalender. Det der med at ligge hjemme på sofaen, det må blive en anden gang.

Hvis jeg først begynder på det, så falder jeg hen. Jeg vil hellere have fuld knald på, og når jeg så er færdig her, så kan jeg sige: Wauw, sikke en tur.

Fie Mølholt er nomineret til Årets Nordjyde, og du kan se hele portrættet af hende herover, ligesom du kan se hende i det store Årets Nordjyde-show den 21. marts.

Mød de nominerede - klik på et billede og læs deres historie

 

Flere nyheder fra TV2 Nord