Fik brev om sin egen død

Lige som 22 andre kunder hos teleselskabet Telenor, fik Jens Ole Pedersen fredag brev om, at han var afgået ved døden - til sin egen store overraskelse.

Der er mange måder at forlade et teleselskab på. Men for Jens Ole Pedersen fra Kaas, var det en lidt grov måde det skete på.

Fredag dumpede der et brev i postkassen med ordlyden: "Telenor er blevet bekendt med, at Jens Ole Pedersen er afgået ved døden". Men som han sidder der i sofaen i sit hjem, ser han nu ret levende ud.

- Hvad er det for noget? Blop, så trykker man på en knap, og så kommer der sådan noget ud!, siger han til TV2/Nord.

Og et tryk på en knap - altså den forkerte knap - er lige nøjagtigt hvad der er sket. Det fortæller kundeservicedirektør Henrik Simonsen fra Telenor:

- Det er en menneskelig fejl, og det er vi naturligvis meget kede af. Nu skal vi have gået vores procedurer igennem, for at se om der er noget der skal ændres på.

Jens Ole Pedersen har efterfølgende fået tjekket hos landbetjenten i Kaas, at han ikke er død i cpr-registret. Og så er han ellers færdig med at være Telenor-kunde:

- Det er jeg. De har sendt sådan en mærkat med til at returnere deres udstyr. Og den har jeg tænkt mig at bruge!


Seneste nyt

fra Nordjylland