Fik varmen for første gang

Ved retten i Hjørring forklarede børnenes plejemor her til eftermiddag, hvordan hun havde oplevet mødet de ni børn fra den såkaldte Serritslevsag.

Plejemoderen og hendes mand havde børnene boende i tiden efter forældrenes anholdelse i februar 2010. Da børnene ankom, var det første, der slog hende, lugten:

- Jeg tror, det er første gang, jeg ikke har haft lyst til at tage et barn op. Men samtidig er det jo børn. De graver sig jo bare ind til en, fortalte plejemoderen, der til daglig arbejder som lærer.

Hun fortalte desuden, at de var nødt til at købe nyt tøj til alle børnene, da det de havde fået med, var så beskidt og ildelugtende, at det måtte brændes.

Plejemoderen forklarede, hvordan børnene reagerede med forbløffelse, da de skulle i bad. Hun fortalte, at den ene af drengene udbrød:

- Er der vand i hanen?! Er der så også varmt vand?

Flere af børnene skulle decideret hjælpes med at gå i bad.

Den efterfølgende morgen blev børnene spurgt, om de havde sovet godt. Her svarede den ene af pigerne:

- Nej, for det har prikket og stukket i mine fødder hele natten.

Ifølge plejemoderens forklaring svarede hendes ældre søster:

- Der er bare fordi du har fået varmen.


Seneste nyt

fra Nordjylland