Film om unge i udkanten

På festivallen Ordkraft i Aalborg er der også plads til de unge, og det, som de kan med ord på deres mobiltelefoner.

Folkeskoleelever fra hele Nordjylland har over tre dage filmet og tilrettelagt små film med deres mobiltelefoner. Alle film handler om at leve som ung i udkanten. Om hvad man giver sig til? Hvor de hænger ud? Og hvilke bekymringer og drømme de har for fremtiden?

- Vi lavede en film om vores liv i Arden, og her er meget stille og roligt. Man har nærmest hele byen for sig selv, så vi unge hygger os sammen, fortæller Mathilde Israelssol fra 7. klasse på Arden Skole.

Elevernes film blev i dag vist på Ordkraft i Nordkraft. Det var de unge selv, der gik på scenen:

- Det var sjovt at se, hvordan de udtrykte sig på vidt forskellige måder. Alle film var forskellige og gode på hver deres måde, siger koordinator på projektet "Ung i Kanten" Christian Langelund Hansen fra Aalborg Bibliotekerne.

For arrangørerne af Ordkraft er det vigtigt, at der ikke kun på festivallen er plads til de kendte forfattere som Leif Davidsen, Åsne Seierstad og Helle Helle men også plads til de unge og mobilerne.

- Det passer godt ind i vores set up, at vi har de unge med. Det er vigtigt, at vi ikke kun er en festival for litteratur. De unge har sat masser af ord på deres hverdag i udkanten gennem mobilen, forklarer Ove Hesselbjerg, projektleder i Ordkraft.


Seneste nyt

fra Nordjylland