Filmstjerne fra Tversted

Ni-årige Thor, en jagthund fra Tversted, er med på rollelisten, når en ny dansk film om en af de berømte Skagens malere om kort tid skal indspilles. Han skal spille den kendte maler, P.S. Krøyers jagthund i den nye danske storfilm "Balladen om Marie", instrueret af Bille August.

Thor må midlertidig skifte navn til Rap, mens optagelserne finder sted. Det er nemlig det, den berømte malers hund hed.

Og hundens ejer, Tine Strauss, skal nu også til at vænne sig til at have en filmhund, som skal styles til rullende kameraer om et par uger i Skagen.

- Jamen, det er jo lidt underligt, men jeg  tror nu, at Thor bliver ved at være, som han altid har været, siger Tine Strauss, der endnu ikke ved, hvor stor en rolle den nordjyske jagthund får i filmen.

Thor er udvalgt, fordi han ligner PS Krøyers hund med det hvide bryst og de hvide poter, men det var lidt af en tilfældighed, der gjorde, at han blev "opdaget".

- Filmselskabet kontaktede en række jagtforeninger i Nordjylland for at høre om, der her var nogle hunde, der kunne spille Krøyers hund. Og vi hørte om det, idet vi er med i Råbjerg-Aalbæk Jagtforening, fortæller Tine Strauss, som godt vidste, at en af hendes tre hunde, Thor, kunne ligne meget godt.

"Balladen om Marie"  er en film om Marie Krøyer,  der var gift med den store maler P.S. Krøyer. Sammen havde de et dramatisk kærlighedsliv. Filmen optages i Skagen og Marstand og produceres af SF Film. På rollelisten, ud over nordjyske Thor, er blandt andre, Birgitte Hjort Sørensen (kendt fra tv-serien "Borgen"), Søren Sætter-Lassen, Sverrir Gudnason og Tommy Kenter.

Filmen har efter planen premiere til august næste år.


Seneste nyt

fra Nordjylland