Håndbold: Finalebrag udsolgt på en halv time

Aalborg Håndbold spiller søndag finale, og mange sad klar for at sikre sig en billet, da salget åbnede tirsdag morgen.

- Der bliver gang i den på søndag, det kan jeg godt afsløre, siger Jan Larsen, der er direktør i Aalborg Håndbold.

Udmeldingen kommer, efter billetterne til finalen er blevet revet væk på en halv time. Klokken ti tirsdag morgen blev billetterne sat til salg, og klokken 10.30 kunne håndboldklubben melde udsolgt.

- Vi er stolte og glade over, at der er udsolgt. Vi har godt kunne mærke op til, at interessen har været enorm. Vi har fået masser af forespørgsler og telefonopkald i de seneste dage, siger Jan Larsen.

Aalborg Håndbold spillede sig søndag i DM-finalen, da de vandt på udebane over Bjerringbro-Silkeborg 34-32. Modstanderen til finalen er endnu ikke på plads. Det skal afgøres torsdag i en semifinale mellem GOG og Skjern.

Vigtig opbakning

Lige meget hvem, der møder Aalborgs håndboldherrer, så betyder det meget, at opbakningen fra publikum er på plads:

- Det har enorm betydning. Det er unægtelig nemmere at vinde en håndboldkamp, når opbakningen er på plads. Jeg har på fornemmelsen, at vi kommer til at overdøve de andre, og det er et godt udgangspunkt for at få en god start og vinde den første kamp, siger Jan Larsen.

Der er plads til 5000 tilskuere i Jutlander Bank Arena i Aalborg, og dem, der har sikret sig en plads, kan ifølge direktøren se frem til en helt særlig oplevelse:

- Vi lægger os i selen for, at folk skal få en stor oplevelse, når de kommer til hallen. Det er klart, at vi gør noget ekstra ud af det, når det er finale. Det essentielle er selvfølgelig stadig håndboldkampen, og det hele kommer til at syde og boble, så der skal nok blive gang i den, siger Jan Larsen fra Aalborg Håndbold.

Den første af to DM-finaler spilles søndag den 2. juni klokken 16 i Jutlander Bank Arena. Sidste gang Aalborg Håndbold vandt DM var i 2017.


Seneste nyt

fra Nordjylland