Finanskrisen rammer Aalborg Portland

Regnskabet slår revner i cementvirksomheden Aalborg Portland. Finanskrisen trak fundamentet væk under den sidste del af 2008, og den dårlige udvikling er fortsat ind i 2009.

Resultatet for 2008 viser en nedgang på 31 procent eller 224 millioner kroner i forhold til 2007. Den dalende omsætning har medført, at Aalborg Portland siden sidste år har fyret hver fjerde medarbejder i Danmark.

"Vi arbejder på en gang med øget kortsigtet fokus og en langsigtet strategi. På kort sigt er det helt centrale for os at tilpasse vores produktion til den aktuelle efterspørgsel, herunder at reducere vores omkostninger, så vi kan fastholde konkurrenceevnen. På den lange bane investerer vi fortsat i udvidelsen af koncernens markedspositioner, så vi har et optimalt udgangspunkt for at udnytte mulighederne, når konjunkturerne forbedres." siger koncernøkonomi- og finansdirektør Henning Bæk fra Aalborg Portland

I 2009 forventer Aalborg Portland, at foretage yderligere tilpasninger af produktionen i forhold til markedsudviklingen. Produktionen blive optimeret gennem investeringer i et anlæg til ca. 200 millioner kroner, der skal øge anvendelsen af affald som brændsel, herunder CO2-neutralt affald som alternativt brændsel til erstatning af kul. Optimeringen og effektiviseringen vil betyde, at man igen vil se på antallet af medarbejdere.


Seneste nyt

fra Nordjylland