Finanstilsynet giver påtale til sparekasse

Finanstilsynet har tildelt Sparekassen Himmerland en påtale for at være for langsomme i forbindelse med kundernes køb og salg af aktier.

Sparekassen Himmerland har fået en påtale af Finanstilsynet for deres procedurer i forbindelse med aktiehandel.

- I flere tilfælde er der gået timer fra kunderne placerede deres ordre, til ordren blev gennemført. Det har medført risiko for, at handlerne blev effektueret til kurser, der var forskellige i forhold til det tidspunkt, ordrerne blev givet på. Sådan lyder meldingen fra Finanstilsynet.

Påtalen er også givet, fordi sparekassen ikke har registreret tidspunktet for ordremodtagelser. Hvis ordren ikke er registreret korrekt, vil det være vanskeligt at afgøre en eventuel tvist med kunderne om ordrehåndteringen.

Sparekassen Himmerland har siden undersøgelsens begyndelse skiftet sit ordrehåndteringssystem ud og strammet op på de interne procedurer. Finanstilsynet vil på den baggrund ikke forfølge sagen yderligere.


Seneste nyt

fra Nordjylland