Finsk håndgreb hjælper fødende

En gammel finsk jordemodertradition betyder nu, at kvinder er bedre stillet, når de føder på Sygehus Vendsyssel i Hjørring.

I 2012 havde sygehuset ellers en kedelig rekord i antallet af kvinder, som fik alvorlige bristninger ved fødsler, men det er slut nu. Sygehus Vendsyssel har vendt udviklingen og er gået fra at opleve 45 alvorlige bristninger i 2012 til bare 15 i 2013. Det er et fald på næsten 70 procent.

- Det er rigtig godt, at sygehuset i Hjørring har så meget fokus på problemet, og at de kan fremvise sådan en forbedring, siger Tine Haugaard Nielsen, som i søndags fødte på Sygehus Vendsyssel for tredje gang.

Hemmeligheden bag den positive udvikling kommer fra Finland. Det finske ægtepar Jouko og Tiina Pirhonen, som er henholdsvis fødselslæge og jordemoder, har lært jordemødrene på sygehuset i Hjørring en helt speciel teknik.

- Der er tale om et særligt håndgreb, hvor man med tre fingre støtter kvindens mellemkød under fødslen, så man undgår skader. Desuden handler det om, at barnets hoved ikke bliver født for hurtigt, forklarer jordemoder Anette Storgaard Thomsen fra Sygehus Vendsyssel.

Alvorlige bristninger, og de eftervirkninger de kan føre med sig, er for mange kvinder et tabu. Derfor var det vigtigt for fødeafdelingen på Sygehus Vendsyssel at tage hånd om problemet, da de forrige år fandt ud af, hvor slemt det stod til.

- Op mod halvdelen af de kvinder, der har en svær bristning, får mén efterfølgende. Det er vigtigt, at man forsøger at undgå skaden, hvis man kan, siger Lars Burmester, klinikchef på Sygehus Vendsyssel.

På fredag kan Sygehus Vendsyssel se, hvor stor en forskel det finske greb har betydet, når resultatet af en landsdækkende undersøgelse, som viser antallet af alvorlige bristninger, bliver offentliggjort.


Seneste nyt

fra Nordjylland