Fint spil men (stadig) ingen mål

AaB’s angribere kan bare ikke score mål. Det faktum blev endnu engang udstillet i søndagens kamp ude mod Brøndby, der endte 2-0 til hjemmeholdet.

De spiller fint fodbold, nordjyderne. Men i fodbold skal der scores mål, for at kunne vinde. Og den disciplin mestrer AaB’s angriber langt fra.

I søndagens udekamp mod Brøndby fik AaB en elendig start, da Joakim Mæhle i det tredje minut havde hånd på bolden i det kriminelle felt. Brøndbys finske angriberTeemu Pukki udnyttede fint den gratis chance.

Det er ikke fordi AaB’s angribere ikke fik chancerne. Eksempelvis havde Jannik Pohl i det 29. minut en stor mulighed for at bringe balance i regnskabet med sit hovedstød. Men bolden strøg ud over baglinjen til målspark.

Lige inden pausen brændte det på ved Brøndbys mål, men endnu en gang forblev det uforløst for AaB. 

I anden halvlegs ottende minut blev det nærmest komisk. Et fint angreb blev afsluttet af Jannik Pohl som uheldigvis ramte stolpen. Men bolden sprang tilbage i spil og her lykkedes det Bassogog tæt under mål at skovle bolden langt over overliggeren.

I stedet for 1-1, blev kampen reelt afgjort syv minutter senere.

I kampens 60. minut blev det nemlig endnu mere mørkt for AaB, da et hurtigt Brøndby-angreb blev omsat af Kamil Wilczek til 2-0 for hjemmeholdet.

Med ti minutter tilbage havde AaB endnu en stor mulighed, men Bassogog skød lige på Brøndby-keeperen og chancen forduftede dermed for en reducering, der kunne have skabt spænding til sidst i kampen.

AaB har nu fire point op til den 6. plads, der giver adgang til mesterskabsspillet.


Seneste nyt

fra Nordjylland