Fire mænd i retten for voldsomt drab på 20-årig i Skagen

Den 20-årige mand fra Skagen svævede mellem liv og død i to døgn, før han afgik ved døden på grund af voldsomme kvæstelser efter knivstik og slag.

I dag begynder retssagen mod fire mænd, der er tiltalt for et brutalt drab på en 20-årig skagbo tidligere på året.

Det var tilbage i januar, at en 20-årig mand fra Skagen blev dræbt i sin lejlighed på Skagavej i Skagen. Fire mænd har siddet varetægtsfængslet i sagen, og skal i dag for retten tiltalt for manddrab. 

Den 20-årige mand blev fundet livløs om aftenen den 16. januar 2017 i lejligheden.

Manden havde voldsomme kvæstelser efter knivstik, flere kraniebrud og brækkede knogler i ansigtet efter flere slag.

I to døgn svævede han mellem liv og død, før han afgik ved døden på sygehuset. 

I første omgang blev de fire mænd anholdt og sigtet for forsøg på manddrab, men da den 20-årige omkom af sine skader, er det blevet en regulær drabssag. 

Sagen begynder i retten i Hjørring fredag klokken 9.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland