Fire millioner til renovering i Hjørring

 Fire millioner til renovering i Hjørring

Byggeskadefonden vil betale fire millioner kroner til renovering af lejlighederne i Klosterparken i Hjørring - hvor beboerne gennem mere end et halvt år har døjet med skimmelsvamp. Det er bare langt fra nok til at fjerne alle skader.

Skimmelsvamp og fugt i lejlighederne har i flere måneder været hverdag hos flere beboere i Klosterparken i Hjørring.
Skimmelsvampen er i dag væk - men det er fugten og dermed årsagen til svampen ikke.
En renovering ser ud til at trække i langdrag.
Byggeskadefonden afviser nemlig at dække skader i 26 badeværelser.
Vedligeholdelsen skulle Boligselskabet Domea, der står for lejlighederne selv ha sørget for, mener Byggeskadefonden.
Fonden dækker nu udgifter til at renovere gavle i Klosterparken.
Boligselskabet oplyser, at renoveringsarbejdet ude og inde ventes færdig til foråret næste år - men hvor pengene skal komme fra er fortsat uvist.
Domea har bedt Byggeskadefonden re-vurdere sin afgørelse - og håber altså stadig på at få økonomisk hjælp til renovering af badeværelserne.


Seneste nyt

fra Nordjylland