Fire trafikdræbte i 2009 - tre af dem uden sele

Du har den lige ved hånden, det tager to sekunder at spænde den, og den redder liv. Sikkerhedsselen er det mest enkle, effektive og billige middel i forebyggelse af trafikdrab og tilskadekomne. Landsdækkende kampagne starter i dag.

<b>Selekampagne i Nordjylland</b>
Med en landsdækkende selekampagne i uge 12-13 sætter Nordjyllands Færdselssikkerhedsudvalg fokus på, hvor let vi kan sikre os selv og eventuelle medpassagerer, når vi kører bil.
Over hele Nordjylland er der sat vejkantplakater op, der skal minde de "glemsomme bilister" og de "uvidende bilister" om, at det er en rigtig god idé at huske at spænde selen.

<b>Tre ud af fire ville overleve</b>
En tværgående analyse af ulykkesdata viser nemlig, at tre ud af fire trafikdræbte med stor sandsynlighed ville have overlevet, hvis de havde haft en sele på, da ulykken skete. Analysen er lavet af Havarikommissionen for Vejtrafikulykker.

<b>Fire dræbte i Nordjylland i 2009</b>
Her i Nordjylland hilses selekampagnen særdeles velkommen, da manglende brug af sikkerhedssele er et højaktuelt emne. På nuværende tidspunkt er der kommet indberetninger om fire dræbte i den nordjyske trafik i 2009, og ud fra omtalen i pressen er det oplyst, at tre af personerne desværre ikke havde sele på.

Redningschef Henrik R. Christensen og hans kolleger i Falck har set mangt og meget igennem tiden. Han fortæller:
- I mange tilfælde er folk slynget ud af bilen og er fundet et stykke fra ulykkesstedet, ved siden af bilen eller simpelthen under bilen. I Falck er vores erfaring, at sådanne trafikdræbte eller alvorligt tilskadekomne i langt de fleste tilfælde ikke havde sele på, da de kom ud for trafikulykken.

<b>3.255 bilister uden sele i 2008</b>
Redningschefens erfaringer er værd at lytte efter. Alene i 2008 tog politiet 3.255 bilister i Nordjylland, for ikke at køre med sikkerhedssele, så der er desværre stadig nordjyder, der ikke har fundet ud af, hvor let og vigtigt det er med seler.

Henrik R. Christensen vælger dog også at fremhæve de positive oplevelser, der heldigvis også kommer ind imellem:
- Det er de utroligste ting, vi oplever som falckreddere. Vi kommer ud til rigtig mange uhyggelige trafikulykker med hårdt kvæstede eller dræbte personer, men ind imellem, er der sket ulykker, hvor vi tænker - Hold da op hvor er det utroligt, at der ikke er sket noget med dem. I mange tilfælde kan vi takke de spændte seler, for at ulykkesofrene er i live.

Flere nyheder fra TV2 Nord