Fire unge mennesker i sejlbåd hamrede ind i kulturbro

Foto: Kenny Eggert Nissen

En større redningsaktion blev iværksat, da en sejlbåd ramte Kulturbroen i Aalborg og knækkede masten.

Fire unge mennesker fik sig en chokerende oplevelse, da de mandag eftermiddag hamrede ind i Kulturbroen i Aalborg, efter de var stævnet ud i en sejlbåd fra Aalborg Lystbådehavn

Det oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Torben Larsen.

- Vi kan se båden gennem kameraerne på Kulturbroen og ser den ramme broen, hvor masten knækker. Snorene på forsejlet vikler sig ind i skruen, og da passagererne derfor har mistet både motorkraft og sejl, kan de ikke styre båden, siger Torben Larsen.

Herefter driver sejlbåden ind til lystbådehavnen på Nørresundby-siden, hvor politiet og redningsmandskabet samlede sig.

Da båden kommer ind til kajen, får beredskabet viklet snorene fri af skruen, og de unge passagerer på båden kan herefter sejle tilbage til havnen, hvor de kom fra.

- Der var lidt skade på båden, men der var heldigvis ingen personskade. De var noget chokerede, for det eneste, de kunne gøre, da masten knækkede, var at sidde og vente på, at de drev i land, siger Torben Larsen. 

00:47 Luk video

Forsiden lige nu