Fiskere i Strandby frygter fremtiden

Det vil koste arbejdspladser i Strandby, hvis Miljøministeriet lukker bestemte fiskeområder i Kattegat, mener fiskerne i Strandby.

Fiskerne i Strandby frygter nu for nye begrænsninger i fiskeriet i Kattegat. Det vil primært ramme jomfruhummerfiskeriet, og det vil i værste fald betyde tab af mange arbejdspladser - ikke bare på havet, men også på land, skriver fiskerne i en pressemeddelelse.

- Vi har nået smertegrænsen, når vi ser på, hvor mange fartøjer der skal til for at have økonomi i havnen, fastslår formanden for fiskerne Claus Hjørne Pedersen.

- Det handler ikke kun om fiskerne, men også om de servicevirksomheder, som vi har, og de skal også have økonomi i det, og her er vi nået til den kritiske masse.

Fiskerne frygter for, at Miljøministeriet vil indføre lukninger for fiskeriet på blød havbund over 20 meter som et led i implementeringen af EUs Havstrategidirektiv. Forbuddet vil primært ramme trawlfiskerne, hvis det forventeligt bliver indført fra 2015.

Det vil ramme fiskerne meget hårdt, hvis de bliver forment adgang til visse områder, mener Claus Hjørne Pedersen.

- Vi har reelt ikke andre muligheder, hvis vi bliver holdt ude af de nuværende fiskepladser. Noget af fiskeriet vil måske kunne flyttes, men så kommer vi jo bare til at påvirke de andre områder så meget mere, siger han.

- Det vil kvæle fiskeriet i Kattegat, tilføjer han.

I den konkrete sag håber han, at flere politikere vil gå ind i sagen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord