Fjernstyring af nordjyske broer droppes

Foto: Michael Kragmann

Transportministeren annullerer Vejdirektoratets planer om at indføre fjernstyring af tre klapbroer i Nordjylland - kun en enkelt på Sjælland er med i en forsøgsordning i 2020.

Det var ikke en ordning, brovagten ved Aggersundbroen gennem 21 år, Peter Jepsen, bifaldt på nogen måde - idéen om at lade tre nordjyske klapbroer fjernstyre fra København.

Og nu er forslaget da også taget af bordet igen. Transport- og bygningsminister Hans Christian Schmidt (V) har bedt Vejdirektoratet om at starte med en forsøgningsordning på én bro på Sjælland i 2020 for at blive klogere på ordningen, før man eventuelt udbreder den.

Det meddeler ministeriet i en pressemeddelelse.

-Jeg har lyttet til de bekymringer, der har været lokalt om Vejdirektoratets planer om at fjernstyre fire klapbroer, der i dag er bemandet. Det er vigtigt for mig, at en sådan ordning ikke giver anledning til utryghed, siger Hans Christian Schmidt. 

Læs også Minister vil erstatte brovagter med computer

- Jeg har derfor bedt Vejdirektoratet om at justere deres planer og lave en forsøgsordning på Kronprins Frederiks Bro ved Roskilde Fjord, inden man tager stilling til, om ordningen skal omfatte de øvrige broer, siger transport- og bygningsministeren.

Dermed slipper blandt andet Vildsundbroen og Aggersundbroen for fjernstyring. Derimod vil forsøgsordningen foregår på Kronprins Frederiks Bro. Den starter i januar 2020 og vil blive fjernstyret fra Vejdirektoratets trafikstyringscentral i København.

-Frem for fra start at beslutte, at man gør det på alle fire broer, synes jeg det er bedst, at vi starter med en forsøgsordning på én bro. Hvis det så går godt, går vi videre med de øvrige broer, siger Hans Christian Schmidt.

Og det er en beslutning, der vækker glæde hos partifællen Torsten Schack Pedersen.

- Det glæder mig, at transportministeren har lyttet til den lokale kritik, som jeg også selv har viderebragt fra mit besøg på Vildsundbroen i mandags, og som flere lokale har rejst over for mig. Ingen kunne være tjent med, hvis trygheden og sikkerheden blev forringet, siger Torsten Schack Pedersen.

Også Dansk Folkepartis Kim Christiansen er tilfreds med ministerens nye udspil.

- Jeg er selvfølgelig utrolig glad for, at ministeren har lyttet og dropper ideen med at automatisere brovagterne. Det betyder meget for sikkerheden, mener jeg, ligesom det har stor betydning for ikke mindst Nordjylland at vi beholder de arbejdspladser, der tilknyttet brovagten, siger Kim Christiansen.

 

Har du et godt tip?