Flere busser skal forbi lufthavnen

Fra 1. juli vil flere regionale busser køre forbi Aalborg Lufthavn. OPDATERET 10.24.

Når Nordjyllands Trafikselskabs nye køreplan træder i kraft pr. 1. juli, vil det blive nemmere at komme til og fra Aalborg Lufthavn. De regionale busser, der betjener Thisted, Blokhus og Løkken-Hjørring, skal nemlig føres forbi Aalborg Lufthavn. Det giver en ekstra rutetid på fire minutter pr. vej.

Nordjyllands Trafiksselskab har i lang tid arbejdet på at få flere ruter forbi Aalborg Lufthavn. Og nu ser det ud til, at der bliver gjort noget ved deres ønsker.

- Aalborg Lufthavn har stor succes, så vi ønskede, at det skulle være nemmere at komme dertil. Også fra andre steder end Aalborg, siger direktør for Nordjyllands Trafiksselskab, Jens Otto Størup.

Jens Otto Størup forklarer, at det blev de tre busser 70, 71 og 200 der skal køre fire minutter længere på tur, da det er nødvendigt med flere afgange til lufthavnen. Samtidig ville han ikke ændre på de hurtigere X-bussers ruter, da de ikke skal have flere stoppesteder.

- Busturen bliver fire minutter længere, så det vil give lidt gener for nogle. Men vi har fået mange hendvendelser om at ekstra ruter til lufthavnen, så vi mener, det er nødvendigt, siger direktør Jens Otto Størup.

For tiden er det lufthavnsbussen 2, der pendler til og fra Aalborg Lufthavn. Men det er åbenbart ikke nok. Derfor får de lidt flere kollegaer på Lufthavnsvej om et par måneder.

Forsøgsordningen vil køre på de nordjyske landeveje i to år og vil blive evalueret halvvejs. Regionrådets forretningsudvalg vil yde en underskudsgaranti på 150.000 kroner om året i forsøgsperioden.


Seneste nyt

fra Nordjylland