Flere døgntilbud til svært handicappede børn

 Flere døgntilbud til svært handicappede børn

Regionsrådet godkendte tirsdag en udviklingsstrategi for organisationen Specialbørnehjemmene, som sikrer flere pladser til børn og unge med svære handicap.

Strategien strækker sig over fire år, og skal skabe flere døgntilbud, end der findes i Nordjylland i dag. De første spadestik tages allerede i år, og arbejdet forventes helt færdigt i 2012.

I Aars er der allerede to afdelinger, men de nedlægges til fordel for et nyt samlet tilbud, der dermed udvides med to pladser.

- Der er flere steder tale om utidssvarende gamle og små bygninger. Derfor bygger vi i første omgang nyt i Aars. Det får både børnene og familierne gavn af, siger Lars Mathiesen, direktør i Region Nordjylland og medlem af arbejdsgruppen, i en pressemedelelse.

Det endelige antal af pladser vides først efter byggeriet i Aars, som forventes færdigt allerede i år, og når byggeriet af en ny afdeling i Aalborg på 16 pladser er afsluttet i 2010. Først derefter begynder sammenlægningen af nuværende afdelinger i nord-området. En ny afdeling med plads til mellem 10 og 16 børn opføres i enten Hjørring, Brønderslev eller Frederikshavn Kommune.


Seneste nyt

fra Nordjylland