Flere flytter til toppen af Danmark

Frederikshavn har vendt udviklingen. Nu er der flere der flytter til, end der flytter fra kommunen. Mange af dem kommer fra Østeuropa

Anca Teju er flyttet til Skagen fra Rumænien sammen med sin mand og deres fælles barn. De er her på grund af arbejde og har ingen planer om at flytte tilbage.

- Det er en lille by, og der er dejlige mennesker her, så vi er meget glade, siger hun

Og tilflytningen til Fredrikshavn Kommune er større end længe. I 2015 var der en tilgang på 195 nye borgere. Mange af de er østeuropæere, der udfylder jobs, det er svært at få danskere lokket til i udkanten. På virksomheden Elcor i Skagen er tilflytterne en nødvendighed.

- Vi har jo nogle gange problemer med at få danske elektrikere herop, så det har betydet alt, for at vi kan få en bedre omsætning, siger direktør Jan Pedersen.

Kommunen ansatte en bosætningskonsulent for tre måneder siden, fordi de gerne vil have at de nye borgere bliver her og slår sig ned med deres familier.

 - Hvis de tager familien med, flytter adressen hertil og bliver skatteborger, så er der også en gevinst i, at børnene fylder i  vores børnehaver, fylder på vores fodboldhold og  ishockeyhold og hvor de ellers er. Og det har vi gavn af, at der er mennesker i vores kommune, lyder det fra Borgmester Birgit Hansen(Socialdemokraterne)  


Seneste nyt

fra Nordjylland