Flere henvendelser i skudsag

Nordjyllands Politi har fået flere henvendelser i skudsagen fra Store Restrup onsdag aften. Offeret ligger stadig i koma.

Flere vidner har meldt sig på banen i sagen, hvor en 39-årig mand onsdag aften blev skudt på restepladsen ved Store Restrup. Nordjyllands Politi har fredag morgen modtaget otte nye henvendelser, og de informationer bliver undersøgt i løbet af dagen. Det oplyser efterforskningsleder Lars Nørskov til TV2/Nord.

Den 39-årige mand, der blev skudt, ligger stadig i koma, men han er udenfor livsfare.

- Vi håber, at vi kan komme til at tale med ham på et tidspunkt, siger Lars Nørskov.

Skudepisoden fandt sted omkring klokken 22 onsdag aften, hvor politiet blev tilkaldt til noget tumult på restepladsen. Ifølge TV2/Nords oplysninger er den 39-årige ved episoden blevet skudt i hovedet, men den oplysning ønsker Nordjyllands Politi ikke at bekræfte.


Seneste nyt

fra Nordjylland