Flere hjertestartere i Nordjylland

Det er blevet mere sandsynligt, at der er en hjertestarter i nærheden, hvis man falder om med hjertestop i Region Nordjylland.

Der er kommet flere hjertestartere i Nordjylland, og mange steder er de blevet flyttet udenfor, så de er offentligt tilgængelige døgnet rundt.

For to måneder siden kørte TV2/Nord en kampagne med en række indslag om emnet, og ifølge Trygfonden viser resultatet sig nu.

- Det er simpelthen fantastisk, at TV2/Nords indslag omkring hjertestartere og hele den bevågenhed, der har været omkring hjertestartere i Region Nordjylland, har gjort, at der nu er ekstra hjertestartere registreret på hjertestarternetværket, siger Grethe Thomas, der er projektchef i Trygfonden.

De seneste to måneder er der gennemsnitligt kommet seks nye hjertestartere i regionen Nordjylland om ugen, som er tilgængelige døgnet rundt! Og det samlede antal registrerede hjertestartere på trygfondens hjemmeside er steget med ca. ti hver uge.

Et af de steder, der har flyttet hjertestarteren udenfor, er på Beredskabscenter Aalborg.

- Vi har flyttet den fordi dem man har i bygningen, de bør ikke sidde inde, de bør sidde ude! Og det er jo på grund af den debat, der har været, og på grund af, at vi selv anbefaler, at man sætter den ude, at vi så kom til at tænke, hvorfor sidder vores egen så inde? Det var ikke særlig smart, siger Beredskabschef Jørgen Pedersen fra Aalborg Beredskabscenter.

Beredskabscentrets hjertestarter er nu til at få fat i døgnet rundt, og sådan bør det være over alt, mener Beredskabschefen.

Lige nu er der 1170 hjertestartere i Nordjylland, hvoraf 354 er offentligt tilgængelige døgnet rundt.


Seneste nyt

fra Nordjylland