Flere indbrud og tyverier i løbet af natten

Nordjyllands Politis døgnrapport viser flere tyverier og indbrud, hvor blandt andet ATV'ere og crossere er blevet stjålet.

Fire tyveritilfælde og to indbrud er der registreret i Nordjyllands Politis døgnrapport. Mest bemærkelsesværdigt er et indbrud i går aftes i Fjerritslev, hvor gerningsmænd er brudt ind i en garage på en landejendom, hvor der blev stjålet to ATV'ere, to crossere, en dykkerkompressor samt værktøj.

Fra et redskabsskur i Brønderslev er der også blevet fjernet en samling blandet værktøj i løbet af natten. Her havde gerningsmændene kappet en hængelås for at skaffe sig adgang til skuret.

På tyverisiden falder et tilfælde fra Hobro mest i øjnene. Onsdag eftermiddag fik en ældre kvinde taget sin tegnebog efter en ældre, fremmed mand henvendte sig til hende og på gebrokkent dansk spurgte til nogle varer.

Derudover er der taget flere haveplanter fra et havecenter i Brønderslev, en skovl fra en minigraver er stjålet fra et firma ved Årup, og flere havemøbler er onsdag nat blevet stjålet fra en ejendom i Løgstør.

Hvis der er noget, der ligger inde med oplysninger i nogen af sagerne, hører Nordjyllands Politi gerne om det på 114.


Seneste nyt

fra Nordjylland