Flere vælger mureruddannelsen på Tech College

Jeppe Christensen er glad for, at han valgte murerfaget. Foto: Tech College

I 2017 var der 10 elever tilmeldt mureruddannelsens grundforløb på Tech College i Aalborg. I år er der 32 elever.

En tredobling på bare et år. Mureruddannelsen på Tech College har oplevet en markant fremgang i antallet af elever.

Fremgangen glæder faglærer Kim Schmidt Pedersen, som tydeligt husker, hvordan han stod med 7-8 elever et par uger inde i forløbet tilbage i 2017.

- Det er virkelig dejligt, at så mange har søgt ind i år, for det skaber en bedre dynamik, når der er flere elever, siger han.

Han tror, at det blandt andet er positiv omtale af uddannelsen, der har fået flere til at vælge murerfaget.

- Jeg kan jo høre på eleverne, at mange af dem har valgt at søge herind, fordi de har hørt en masse godt om vores uddannelse og arbejdsmiljøet her i murerhallen, siger Kim Schmidt Pedersen.

Det er virkelig dejligt, at så mange har søgt ind i år, for det skaber en bedre dynamik, når der er flere elever.

Kim Schmidt Pedersen, faglærer, Tech College

En af de 32 nye elever er Jeppe Christensen, som fik øjnene op for mureruddannelsen, da han var på Tech College i et 13 uger langt forløb for uddannelsesparate personer tilknyttet jobcenteret.

Egentlig troede Jeppe Christensen, at han skulle være maler – men et besøg hos murerne fik ham til at skifte mening.

- Da jeg kom igennem hallen under en rundvisning på hele skolen, så kunne jeg bare mærke, at jeg var nødt til at prøve det, siger han.

Han har nu været i gang med uddannelsen i et par uger – og han fortryder ikke sit valg om at udskifte malerpenslen med murerspartlen et sekund.

- Det er bare et godt sted at være. Man har lyst til at komme hver dag, og folk er i godt humør – selv når Kim råber af os, siger han.

Læs også Flisemurer gør sig klar til EM: Jeg tænker på at træne hele tiden

Flere nyheder fra TV2 Nord