Flere nordjyder tager natbussen

Markant stigning - ikke mindst i brugen af julebusserne

NT har netop lagt sidste hånd på opgørelsen over passagertallet i natbusserne i 2007. Det er uvant positiv læsning for den kollektive trafik.

Antallet af passagerer i de natbusser, der kører bybusruter i Aalborg-området er steget med næsten 12 procent i forhold til året før. I julenatbusserne er stigningen i Aalborg på hele 20 procent.

- Natbusserne er et godt produkt, som er et reelt alternativ til den natlige taxatur hjem fra byen. Det er vi glade for at se, at nordjyderne også har øje for, siger Thomas Kastrup-Larsen, der er formand for NT's bestyrelse.

<b>Billigere nattillæg bag stigningen</b>

Det er julenatbusserne omkring Aalborg, som står for den mest bemærkelsesværdige stigning. Det har NT's formand denne forklaring på:

- Vi valgte at sænke nattillægget fra 3 zoner til 2 zoner midt i november, og det blev dermed 20 procent billigere at tage natbussen gennem to zoner. Vi ville gøre det mere attraktivt at køre med natbus på de korte ture. Det virker glædeligvis til at være lykkedes, siger Thomas Kastrup-Larsen.

Nattillægget er i dag på 16 kroner. En tur gennem to zoner tværs over Aalborg koster nu 32 kr. i stedet for 40 kr. tidligere, hvis du betaler kontant. Benytter du et klippekort, kan turen gøres for 22 kroner.

4000 flere steg ind i alt

Samlet set betyder stigningen, at små 4000 flere nordjyder har taget natbussen hjem i 2007 end i 2006. Samlet tog ca. 60.000 natbussen sidste år.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord