Flere nordjyske ledere tager på efteruddannelse

Alle HD-studiepladser på Aalborg Universitet er besat, og i modsætning til tidligere år står folk på venteliste for at blive efteruddannet.

Når der er studiestart for nye HD-studerende på AAU Executive-afdelingen på Aalborg Universitet, kommer lokalerne til at være fyldte. Hvor universitetet tidligere har måttet gøre en ekstra indsats for at få alle studiepladser besat, har der i år været så stor interesse, at folk nu står på venteliste.

Ifølge studieleder Lars Krull er det både overraskende og imponerende. Mange af de studerende på HD-uddannelserne er nemlig ledere, som må forlade de normale opgaver for at blive efteruddannet, og i en tid som nu, hvor der er gang i hjulene, plejer efteruddannelse at blive nedprioriteret.

- Det kræver en ekstraordinær kraftanstrengelse netop i en travl tid at skulle afse en række nøglemedarbejdere til relevant uddannelse med henblik på at sikre virksomheders relevans også i fremtiden, siger Lars Krull.

Tidligere har nordjyske virksomheder haltet efter kollegerne i København og Aarhus, når det kommer til efteruddannelse af nuværende og kommende ledere.

Der er 300 nye HD-studerende på Aalborg Universitet, og det svarer ifølge Lars Krull til at tage mere end 200 årsværk ud af de nordjyske virksomheders daglige vagtplaner.

Ved Erhverv Norddanmark glæder formanden sig over, at flere virksomheder prioriterer at sende lederne på efteruddannelse.

- Hvis nordjysk erhvervsliv fortsat skal skabe velstand og også i fremtiden kunne klare sig overfor udenlandske konkurrenter med ofte lavere lønomkostninger, kræver det relevant uddannelse, siger formand Steen Royberg.


Seneste nyt

fra Nordjylland