Flere nordjyske ledige

 Flere nordjyske ledige

Den nordjyske ledighed er steget med 1.500 fra februar 2009 til marts 2009.

- Ledigheden er nu på mere end 11.000 fuldtidsledige, og det er foruroligende, udtaler Regionsdirektør Karsten Simensen fra Beskæftigelsesregion Nordjylland.

De seneste ledighedstal fra Danmarks Statistik er fra marts 2009. De viser en stigning i den sæsonkorrigerede ledighed på 1.500 i forhold til februar 2009.

Den sæsonkorrigerede ledighed var i marts 2009 11.200 mod 9.700 i februar 2009. Ledigheden for marts måned 2009 er på niveau med ledigheden for marts måned 2007. På landsplan var den sæsonkorrigerede ledighed henholdsvis 71.500 og 82.100 for februar og marts 2009. I absolutte tal er den nordjyske ledighed i marts måned 2009 12.139 fuldtidsledige fordelt på 7.849 mænd og 4.290 kvinder.

Fordelt på alder er det blandt de helt unge, man I Nordjylland finder den største stigning i ledigheden. For mændene er ledigheden steget med knap 166 procent i aldersgruppen 16 til 24 år, det svarer til en stigning på 615 ledige. For kvinderne er ledigheden steget med knap 38 procent i den samme aldersgruppe, og det svarer til en stigning på 144 ledige.

Det er specielt A-kasserne TIB, 3F, Metal og Byggefagene, som har haft den største tilgang af ledige. I 3F er tilgangen på 1.913 fuldtidsledige, som svarer til en stigning på 79,1 procent i forhold til marts måned 2008.


Seneste nyt

fra Nordjylland