Flere ofre for narko

02:19

Hjørring Kommune slår alarm. Siden politiet sidste sommer lukkede en særlig indsatsgruppe mod narko er antallet af unge, der har henvendt sig for at få hjælp steget markant.

Misbrugskonsulent Søren Frederiksen har arbejdet med unge og narko i snart 30 år har aldrig oplevet noget lignende.

- Jeg er dybt bekymret. Alene i denne uge er jeg blevet kontaktet af syv forældre, der frygter at deres barn er på vej ud i et misbrug, siger Søren Frederiksen, der er misbrugskonsulent i Frederikshavn og Hjørring kommuner.

Misbrugskonsulenten kan ikke dokumentere, at der er en sammenhæng mellem at politiet har nedlagt den særlige indsats gruppe og det stigende antal unge med problemer, men blot konstatere, at de to fænomener følges ad. Det foruroliger også Hjørrings borgmester.

- Dengang politiet fjernede specialpatruljen  var vi bekymrede, og nu kan vi se, at det går den forkerte vej. Der kan man så se, at det var en dårlig idé, siger Arne Boelt (S).

Hjørrings borgmester opfordrer politiet til hurtigst muligt at opprioritere indsatsen mod narko og ifølge misbrugskonsulenten er det på høje tid.

-Det der er ved at ske er, at pusherne har frit lejde. Det kan jeg ikke dokumentere, men vi oplever, at det bliver nemmere og nemmere at købe narko, siger Søren Frederiksen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord