Flere og flere vælger privat hjemmehjælp

Når de ældre borgere skal have hjemmehjælp, vælger flere og flere at gå til private firmaer. I Frederikshavn Kommune vælger over halvdelen en privat leverandør, når det gælder hjælp som for eksempel rengøring.

82-årige Svend og Ellen Gregersen fra Skagen får betalt én times rengøring hver anden uge af Frederikshavn Kommune. Men de vil gerne have gjort rent hver uge. Derfor har de valgt at gå til det private firma Kærkommen, der nu står for rengøringen både i den time, parret får betalt af kommunen, og den time, som de selv betaler.

- Jeg ville gerne have pudset vinduer engang imellem og gjort lidt ekstra rent, men det måtte de ikke ved kommunen, men det må de godt ved et privat firma, så vi valgte dem og betaler så bare selv for det ekstra, fortæller Svend og Ellen Gregersen.

Og der er flere og flere, der ligesom Svend og Ellen vælger privat hjemmehjælp frem for kommunens service. I Nordjylland får over hver tredje borger, der er visiteret til hjemmehjælp, i dag hjælpen privat.

Én af de kommuner, hvor mange bruger de private hjemmehjælpsfirmaer, er Frederikshavn Kommune. Siden 2008 er antallet af borgere, der har valgt et privat hjemmehjælps-firma, steget med over 47 procent i Frederikshavn Kommune. Og når det gælder rengøring vælger over hver anden, nemlig 51,9 %, et privat firma.

Nu vil kommunen have loven ændret -byrådspolitikerne mener nemlig, at mange fravælger den kommunale ordning, fordi kommunen i dag ikke må tilbyde såkaldte tilkøbsydelser, som ekstra rengøring og pleje.

- Der må være ens vilkår. Vi er tilhængere af det frie valg, men når de private firmaer må ét og kommunen må noget andet, så er der ikke fair vilkår, siger Birgit Hansen (S), der er medlem af Frederikshavns Kommunes Socialudvalg.

Et enigt Socialudvalg i Frederikshavn kommune har nu kontaktet Indenrigsministeriet, fordi de vil have ændret loven, sådan at også kommuner må tilbyde tilkøbsydelser.

- Det koster kommunen penge, hver gang en borger vælger en privat leverandør. Taksten er dyrere end, hvis vi holdt det på kommunale hænder. Derfor vil vi have lige vilkår for private firmaer og kommunen på det her område, siger Birgit Hansen.

Det frie valg blev indført i 2003, og det betød, at borgerne selv kunne vælge, om de ville have hjemmehjælp fra kommunen eller fra private leverandører. Kommunen betaler den hjemmepleje, som en borger er visiteret til, uanset om borgeren vælger at få hjælpen af et privat firma eller kommunen selv.


Seneste nyt

fra Nordjylland