Fire mænd fængslet for indbrud

Nordjyllands Politi har anholdt flere mænd for indbrud i Nordjyske hjem.

I en koordineret anholdelsesaktion har Nordjyllands Politi i dag anholdt to mænd, der sigtes for indbrud flere steder i Aalborg Kommune. Politiet ransagede fem adresser samtidig og beslaglagde flere genstande, der menes at stamme fra indbrud.

De anholdte er to danske mænd fra Aalborg-området, der begge er 27 år gamle. Den ene mand er prøveløsladt for indbrud. Han vil blive fremstillet i Grundlovsforhør i dag klokken 13.00 med krav om fængsling.

- Det er konkret efterforskning, der fører til, at vi i dag har foretaget anholdelserne. Vi har en klar strategi om at få taget indbrudstyvene ud af drift for at få nedbragt antallet af indbrud, så når betingelserne fra varetægtsfængsling efter vores opfattelse er der, så fremstiller vi de sigtede i grundlovsforhør, siger politikommissær ved Nordjyllands Politi, Sune Myrup.

Denne anholdelse kommer efter at politiet i mandags også fremstillede to personer i grundlovsforhør for indbrud. 

Politikommissær Sune Myrup fra Nordjyllands Politi oplyser, at der er tale om dels en 24-årig mand, der er bosat i Aalborg samt 26-årig rumænsk statsborger, der ikke har nogen tilknytning til Danmark.

Den 24-årige blev pågrebet af en vægter efter indbrud i Aalborg, og en politipatrulje kunne derfor hurtigt skride til anholdelse af gerningsmanden, mens den 26-årig rumæner blev antruffet i forbindelse med et butikstyveri i Aalborg,

- Og da den 26-årige var efterlyst af Nordjyllands Politi for flere villaindbrud i politikredsen, blev han derfor også anholdt, siger politikommissær Sune Myrup.

Begge mænd blev varetægtsfængslet i 4 uger


Seneste nyt

fra Nordjylland