Flere pladser på sygeplejerskolerne

 Flere pladser på sygeplejerskolerne

Undervisningsminister Bertel Haarder (V) lægger nu op til, at der skal uddannes flere sygeplejersker. Det skal ske allerede fra det kommende semester. Imens kæmper de nordjyske skoler for overhovedet at få fyldt de eksisterende pladser.

- Det burde være sket for længe siden, men nogle af de gamle amter har holdt fast i nogle systemer, som har gjort, at antallet af pladser på skolerne er holdt nede. Nogle har sendt et signal om, at der var sygeplejersker nok, men det har vist sig at være forkert. Derfor er det vigtigt nu at se frem ad og komme i gang med at få uddannet flere, så vi kan få verdens bedste sundhedssystem til at fungere, siger Birgitte Josefsen (Venstre), der bakker ministeren op i forslaget om flere studiepladser på uddannelsesstederne.
Det kan ifølge det nordjyske folketingsmedlem ske gennem målrettet charmeoffensiv, der skal vise de unge de mange muligheder, der er ved at tage en uddannelse som sygeplejerske.
Hos Sundheds CVU Nordjylland har man i øjeblikket travlt med overhovedet at få fyldt de eksisterende pladser på sygeplejerskolerne i Aalborg og Hjørring.
- Kommer der flere pladser tager vi gerne den opgave, men succeskriteriet for os lige nu er at få fyldt pladserne til sommer, efter det har vist sig, at vi slet ikke har fået den mængde ansøgere fra kvote 2 i marts - som vi plejer at få, siger studiechef Lene Zakarias fra Sundheds CVU Nordjylland.
Sygeplejerskolerne i Aalborg og Hjørring har i år oplevet et markant fald på ansøgertallene i kvote 2. Det vil sige de personer, der søger ind på uddannelsen på grundlag af andre kvalifikationer end blot et eksamensbevis.
Mens der sidste år var 230, der ønskede at blive sygeplejerske fra Sundheds CVU Nordjylland i Aalborg, så var der i år kun 164.
Sygeplejerskolen i Hjørring har mistet tæt på halvdelen af ansøgningerne i forhold til året før. Her er antallet gået fra 111 til 60.
Og det går den forkerte vej.
Der er nemlig brug for sygeplejerskerne som aldrig før, i øjeblikket er der på landsplan 1500 ledige sygeplejerskestillinger.


Seneste nyt

fra Nordjylland