Flere søger ind på nordjyske erhvervsuddannelser

Det er generelt svært at lokke unge ind på erhvervsuddannelserne – men sådan er det ikke ved TECHCOLLEGE, som har oplevet en stigning i antallet af ansøgere.

Vi hører det igen og igen – det er svært at trække de unge til erhvervsuddannelserne. Men ved TECHCOLLEGE i Nordjylland ser det anderledes ud. Her har 559 personer i år søgt ind på skolens grundforløb 1, som er et forløb til elever, der kommer direkte fra folkeskolen.

Det er en stigning på 4,7 procent. Sidste år kunne skolen berette om en stigning på 3,3 procent.

- Det skal ses som en positiv tendens og er et tegn på, at vi ser en varig forbedring frem for et midlertidigt hop, siger Michael Johansson, der er direktør for TECHCOLLEGE.

Stigningen i antallet af ansøgere sker samtidig med, at der generelt bliver færre unge i Nordjylland. Derfor er direktøren ekstra stolt over ansøgertallet.

Og de gode nyheder stopper ikke her. Ligesom der er flere, der søger ind på erhvervsuddannelserne på TECHCOLLEGE, er der også flere, der gennemfører deres uddannelse.

- Det er et tegn på, at de unge mennesker, der søger ind, er blevet mere målrettede og mere bevidste om deres valg, når de står overfor at skulle vælge deres vej i livet, siger Michael Johansson.

TECHCOLLEGE har gjort en ekstra stor indsats for at fortælle om erhvervsuddannelsernes mange muligheder, ligesom Ungdommens Ungdomsvejledning (UU) og kommunen også har del i æren for det stigende antal ansøgere.

- Det er resultatet af et rigtig godt stykke arbejde, der er lavet fra både kommunens og UU’s side, ikke mindst i grundskolen, siger direktøren.

TECHCOLLEGE er Nordjyllands største erhvervsskole og udbyder over 30 forskellige EUD-uddannelser.


Seneste nyt

fra Nordjylland