Flere store indbrud mod minkfarme i Nordjylland i nat

Foto: arkivfoto

To minkfarme ved Aars og Hjallerup blev i nat udsat for indbrud. Her lykkedes det tyveknægte at slippe væk med et stort parti minkskind.

Natten mellem søndag og mandag var to nordjyske minkfarme udsat for større indbrud. Det drejer sig om en minkfarm lidt udenfor Aars, samt en minkfarm ved Hjallerup. Det oplyser Nordjyllands Politi.

- Der er tale om to rigtig store indbrud. Gerningsmændende er sluppet af sted med rigtig mange skind til en rigtig høj værdi, fortæller politikommisær i Central Efterforskningen, Sune Myrup, der ikke vil nærmere ind på, hvor meget der præcist er stjålet for.

Ved indbruddet i Aars lykkedes det gerningsmændende at skaffe sig adgang til minkfarmen ved at bryde igennem en mur. Indbruddet blev opdaget mandag morgen, hvorefter politiet blev alarmeret.

- De er kommet igennem muren med en eller anden form for værktøj. Vi har på nuværende tidspunkt ikke nogle mistænkte, og vi skal nu i gang med at afhøre folk, siger Sune Myrup til TV2 Nord.

Heller ikke ved indbruddet i Hjallerup har politiet nogle mistænkte. Gerningsmændende har her fået adgang til minkfarmen igennem et tag, hvorefter de har stjålet en masse skind. Indbruddet skete ligesom det i Aars natten til mandag, og derfor vil Sune Myrup ikke afvise, at de to kan hænge sammen.

- Vi ved ikke så meget på nuværende tidspunkt. Men vi efterforsker ud fra den mulighed, at det er de samme gerningsmænd, siger han.

Politiet er på nuværende tidspunkt ikke ret langt i efterforskningen. Det vides ikke, hvornår på natten, de to indbrud er begået. Sune Myrup fortæller dog, at politiet ved indbruddet i Hjallerup har fået meldinger om, at en mørk stationcar med en lukket trailer er set køre fra gerningsstedet mandag morgen mellem klokken 4 og 6.

Skulle nogen have set bilen, så opfordrer Nordjyllands Politi til, at man ringer på telefonnummer 114.

Flere nyheder fra TV2 Nord