Flere torsk til danske fiskere i 2008

Efter mange års tilbagegang er udviklingen nu vendt for torskebestandene i Nordsøen og Skagerrak. Danske fiskere får deres kvote forhøjet med 11 procent som følge af Norges-aftalen.

Tidligt mandag morgen blev EU og Norge enige om kvoterne for de vigtigste bestande i 2008 i Nordsøen og Skagerrak. Samtidig blev der fastsat kvoter for den gensidige adgang til at fiske i hinandens farvande.

Torskebestandene er på vej frem i Nordsøen og Skagerrak, og for første gang i 10 år har EU og Norge besluttet at forhøje kvoterne for torsk med 11 procent til næste år. Det giver danske fiskere i alt 623 tons flere torsk i 2008.

Kvoten for rødspætte bliver på stort set samme niveau som sidste år, mens der bliver 10 procent flere mørksej til fiskerne i Nordsøen og 10 procent flere rødspætte i Skagerrak/Kattegat.

- Flere års arbejde med genopbygningen af torskebestandene i Nordsøen og Skagerrak har båret frugt, og vi kan nu forhøje kvoterne. Til gengæld er vi også nødt til at sikre, at vi beskytter de mange nye unge torsk, så fremgangen for torskebestanden fortsætter. Fiskerne skal derfor nok vente sig færre havdage og flere lukkede områder som følge af rådsmødet i december, og vi skal have sat mere skub i brugen af selektive redskaber, siger fødevareminister Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.


Seneste nyt

fra Nordjylland