Flere unge hjemløse

Siden 2011 er antallet af unge hjemløse i Nordjylland fordoblet. Christian Ejstrup er en af de unge, der bor på gaden.

Christian Ejstrup på 25 år har levet på gaden i 3 år. Han fandt sin mor død under tragiske omstændigheder, og det pressede ham ud i et misbrug - og livet på gaden begyndte. Nu overnatter han på offentlige toiletter og i solarier, og et aftensmåltid er ikke en garanti.

- Det er hårdt. Man ved ikke, hvor man skal sove, eller om man får noget at spise, siger Christian Ejstrup.

Christians misbrug gør det nærmest umuligt at få et job, så det daglige avissalg er den eneste mulighed, han har for at tjene penge. Kontanthjælpen går til stoffer, som han er dybt afhængig af.

Hans situation er langt fra enestående. Siden 2011 er antallet af hjemløse i Nordjylland fordoblet, og ifølge Foreningen for Hjemløse i Aalborg er det den politiske kurs i Danmark, der er hård ved de udsatte unge.

- Der bliver skåret ned på bidrag til de unge, og det sender nogle ud i hjemløshed, eftersom de ikke kan klare at betale husleje, siger bestyrelsesmedlem for Foreningen af Hjemløse i Aalborg, Harald Gjersøe.

Christian Ejstrup flytter snart ind i en lille lejlighed, hvor der er en seng at sove i - så der er plads til at drømme.

- Jeg håber virkelig på, at jeg om fem år kigger tilbage og tænker 'okay - engang var jeg hjemløs', og at jeg har et job. Det er sådan set ligegodt, hvad det er, bare jeg har det godt, siger Christian.


Seneste nyt

fra Nordjylland