Flest ledige boliger i Hjørring

 Flest ledige boliger i Hjørring

Hjørring ligger på en absolut førsteplads når det drejer sig om ledige lejelejligheder. Mens der i hele region Nordjylland i gennemsnit står 1 pct boliger ledige - så er der fire gange så mange tomme lejligheder i Hjørring.

Derfor er det nødvendigt at foretage en tilpasning af boligmassen i Hjørrings vestby, hvor de tomme lejligheder er.
De seneste år har de tre boligselskaber, der har boliger i området, kæmpet med et stort antal fraflytninger og tabsgivende boliger.
Ifølge Landsbyggefonden var der pr 1. marts 2007 182 ledige boliger i Hjørring svarende til 4.29 pct. Mod regionsgennemsnittet på 1,05 pct. og landsgennemsnittet på 0,30 pct.
Det er især bydelens dårlige ry, der er årsag til, det er svært for boligselskaberne at leje lejlighederne ud.
Det vil Hjørring Boligselskab, Bygge- og Boligforeningen af 1938 og Boligforeningen AB nu forsøge at gøre noget ved.
Hele området skal have et løft, så det bliver attraktivt at bo der.
De har søgt Landbyggefonden og Hjørring Kommune om penge til et stort fælles projekt, der blandt andet betyder, at antallet af boliger falder fra 470 til 370 - til gengæld bliver de tilbageværende lejligheder større, ligesom der etableres lejligheder specielt rettet mod ældre borgere, der har brug for elevator.
- I dag når vi ser på bebyggelsen kan den virke massiv, men med de tegninger, vi har nu, og med det, vi lægger op til, vil vi forsøge at skabe et mere indbydende område. Vi har forsøgt at åbne op, og vi vil etablere stier, boldbaner og en plads med mulighed for at holde torvemarked - og ikke mindst et fælleshus for alle beboere i hele området, og ja, for så vidt for hele byen, fortæller Johnny Jensen, der er forretningsfører for Hjørring Boligselskab.
- Det kunne for eksempel en forening, der ønsker et lokale til at holde møde i, som kunne låne det kommende fælleshus i Vestbyen, hvor der ligeledes er planer om at lave cafe, fitness og it-rum.
- Vi tror på, at hvis blot folk kom herud og så det og oplevede, hvad de kunne et sådan fælleshus til, ja, så kunne vi ændre det dårlige image, der desværre er omkring området, siger Johnny Jensen og tilføjer, at drømmen er, at der ville være aktiviteter i huset fra morgen til aften.

Hjørring Byråd diskuterer tirsdag aften om, der skal gives penge til projektet - som kommer til at koste omkring 300 millioner kroner. Hvis alt går efter planen vil renoveringen af de 470 boliger gå i gang om to år.


Seneste nyt

fra Nordjylland