Flextrafik hitter: Flere nordjyder hopper på teletaxien

Flere og flere nordjyder benytter sig af NT's tilbud om flextur med en taxa, hvis busplanen ikke passer.

Det kan godt være, de lokale busruter uden for de større byer i Nordjylland bliver nedlagt fra en ende af - men nordjyderne finder stadig ud af komme rundt i landsdelen med kollektiv trafik.

Her redder konceptet "flextrafik" nemlig mange, der ikke selv har mulighed for at transportere sig rundt, viser nye tal fra Nordjyllands Trafikselskab.

Fra 2007 til 2016 er antallet af ture med teletaxi og flextur steget fra 75.427 til 121.309. En af dem der benytter sig af den ordning er pensionist Hans Thomas Lorentzen fra Aggersund.

- Hvis ikke jeg havde den mulighed, ville jeg ikke kunne komme til genoptræning i Løgstør. Eller også ville jeg blive nødt til at tage en taxa, men det har jeg altså ikke råd til én gang om uge, fortæller han.

For Hans Thomas Lorentzen er flexturen omkring 40 procent billigere, end hvis han skulle bestille en almindelig taxa.

Grunden til at prisen for en flextur koster mindre er, at man i flere kommuner giver tilskud til flexture, så borgerne blandt andet på landet kan komme rundt, hvis ikke de lige har en bil til rådighed.​ En flextur bestilles gennem Nordjyllands Trafikselskab, som så kører passageren derhen, hvor vedkommende ønsker.

En anden, for hvem flextrafik også er en gevinst, er skoleelev Mathias Linnemann Rasmussen. Hver anden uge bor han hos sin far i Vegger, og her er skolebusforbindelsen til skolen ikke lige til. Derfor kører han hver dag med en flextur i en taxavogn.

- Jeg synes, at det er lidt sejt, at jeg er den eneste fra min klasse, som bliver kørt i skole med en taxa, siger Mathias Linnemann Rasmussen.


Seneste nyt

fra Nordjylland