Flicka og Gry blev mishandlet

 Flicka og Gry blev mishandlet

De to heste på 4H Gården i Aars blev mishandlet i weekenden med en stump genstand. Nu er hestene nervøse - og specielt føllet er usikker overfor mennesker.

Det var børnenes bedste venner Nordbakken Gry og føllet Flicka, som hesteskænderen i weekenden faldt over.

- Det er forfærdeligt at mennesker kan gøre sådan noget mod dyr. Det er frygteligt, siger Mette Andersen, der er fodermester på 4H Gården i Aars.

Nordbakken er penetreret med en stump genstand i skeden, mens føllet var for snæver, så her er hesteskænderen gået ind i endetarmen i stedet for.

- Det er sindsigt, at mennesker kan finde på den slags ting, så vi ser meget alvorligt på sagen, siger Ole Christensen, leder af Nordjyllands Politi i Aars.

Det 15. gang indenfor halvandet år, at heste bliver skændet i Nordjylland. De 11 er foregået i de tidligere politikredse i Hobro og Løgstør. De gamle kredse var en begrænsning for efterforskningen. Den nye store politikreds giver nye muligheder.

- Nu kan vi bedre overskue situationen og analysere os frem til fællestræk, hvis ikke der mangler åbenlyse spor, som der gør i denne situation, siger Ole Christensen.

De nye muligheder har dog endnu ikke ført til anholdelse af gerningsmændene til hesteskænderierne. Derfor har 4H Gården i Aars iværksat en form for patruljering omkring hestefolden.

- Vi kan ikke gøre andet. Vi kan jo ikke sætte dem ind i stalden. Det vil være synd, siger Mette Andersen.


Seneste nyt

fra Nordjylland