Flot omsætning: Ekstra månedsløn til alle

IKEA Aalborg, der netop er blevet udnævnt til årets IKEA varehus, har igen i år oplevet en betydelig vækst i omsætning og antal af kunder. Resultatet i regnskabsåret 2015 betyder, at alle medarbejdere i IKEA Aalborg opnår en bonus svarende til en ekstra månedsløn.

Det har på mange måder været et rigtig godt år for IKEA Aalborg.

Varehuset har oplevet en flot stigning i antallet af kunder og har som resultat opnået en fantastisk salgsudvikling med en omsætningsvækst på tre procent, skriver selskabet i en pressemeddelelse.

IKEA Aalborg har både oplevet vækst gennem øget salg af møbler og boligtilbehør, men også varehusets restaurant har oplevet en vækst på seks procent. Samtidig har varehuset i det forgangne år fået 25 nye medarbejdere til at betjene de mange ekstra kunder.

Med resultaterne følger en bonus til samtlige medarbejdere svarende til en månedsløn ekstra.

- Den flotte omsætning skyldes en fantastisk indsats af alle 329 medarbejdere, og jeg er så glad og stolt over at have så mange dedikerede og engagerede medarbejdere - det er jo dem, der gør forskellen i mødet med kunderne. Så den bonus, vi kan give til alle medarbejderne i Aalborg i år, er velfortjent for deres imponerende indsats, siger John Kristian Sørensen, varehuschef i IKEA Aalborg.

De flotte tal for omsætningsvæksten, og det store arbejde som de ansatte har lagt for dagen, har været en medvirkende faktor til, at IKEA Aalborg er blevet udnævnt til årets IKEA varehus.


Seneste nyt

fra Nordjylland