Flot danmarksrekord: På Læsø er alle flygtninge i job og i uddannelse

Læsø kommune kan i den grad inspirere andre. Som eneste sted i landet er det lykkedes at få alle flygtninge i arbejde.

På Læsø har de slået noget af en danmarksrekord. Nemlig rekorden i at få flest flygtninge i arbejde. Alle flygtninge, der bor på øen, er i dag kommet i job.

- Mange virksomheder har været åbne og imødekomne overfor at få flygtningene i arbejde. Læsøs beboere har også gjort en kæmpe forskel ved at hjælpe med praktiske ting, børnepasning og lektiehjælp fortæller Lone Broe Christiansen, der er formand for Socialudvalget i Læsø Kommune, til Kanal Frederikshavn.

I november 2016 begyndte Læsø Kommune - i samarbejde med virksomheden Jobs Partner - at integrere flygtningefamilierne og sætte dem på danskuddannelser.

- Fordelen ved at være et lille samfund har været, at alle de lokale har vidst, hvad der skulle ske, og på den måde kunne give en hånd med. Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at flygtningene integreret på bedst mulig vis og give dem den støtte, der skulle til. Resultatet er rigtig positivt og fortæller os, at integrationen er gået, som den skulle, siger Lone Broe Christiansen.

Hos Jobs Partner ser de også indsatsen fra både kommune og borgere som afgørende for en god integration. Virksomheden har mange års erfaring med at hjælpe flygtninge ud på arbejdsmarkedet.

- Læsø er nået langt - både i forhold til at integrere voksne og børn. Ingen anden kommune i Danmark er nået så langt. Læsø Kommune kan i den grad inspirere andre. Nu handler det om at holde fast i de gode resultater, så de voksne fastholder job og uddannelse - og børnene fastholder en god integreres i skole- og fritidsliv, siger Jesper Overgaard Andersen, som er kvalitets- og udviklingschef i Jobs Partner, til Kanal Frederikshavn.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland