Flot stigning hos Aalborg Lufthavn

Foto: Lars Lyngdahl

Over 300.000 passagerer rejste til og fra Aalborg Lufthavn i årets tre første måneder.

Første kvartal i Aalborg Lufthavn er forløbet ganske fint, hvis man spørger lufthavnen selv. 322.649 passagerer rejste enten til eller fra lufthavnen. En stigning på 10 procent i forhold til første kvartal 2013.

Specielt udenrigstrafikken har mærket udviklingen. Her er væksten på 32 procent i forhold til 2013. Charter- og indenrigstrafikken er steget med 5,2 procent.

- Vi er meget tilfredse med første kvartal 2014. Dog skal der tages højde for at påsken i 2014 falder i april, mens den i 2013 faldt i marts, og eftersom der er færre rejsende i påsken, påvirker det dette års tal i positiv retning, siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen.

Marts alene bød også på vækst. Udenrigstrafikken steg med 18,4 procent i forhold til marts 2013 mens charterrejsende sørgede for en stigning på dette område på 4,3 procent. Indenrigsflyvningerne blev i marts 2013 benyttet af 69.443 passagerer og hele 82.491 passagerer i 2014. En stigning på 18,8 procent.

- Forholdet omkring påsken gør, at vi forventer mindre trafik næste måned, men for nu glæder vi os over de flotte passagertal og den store rejselyst, siger direktøren.

Flere nyheder fra TV2 Nord