For første gang: Fly fra Hjemmeværnet på international mission

03:08

For første gang nogensinde skal et fly fra Hjemmeværnet på international mission. Det ene af Hjemmeværnets to patruljefly skal i august udgøre Danmarks bidrag til overvågningen af EUs ydre grænse ved Middelhavet.

Et af Hjemmeværnets to Defender-fly bliver 1. august udstationeret i Sydspanien. Flyet og ni hjemmeværnssoldater skal i en måned udgøre Danmarks bidrag til Frontex- agenturet, som overvåger Europas ydre grænser.

Hjemmeværnseskradrille 270 med base på Flyvestation Aalborg skal snart på en mission ud over det sædvanlige.

For første gang i eskadrillens historie skal et af deres fly på international mission. Fra 1. august og en måned frem skal det ene af de to Defender-fly, som eskadrillen råder over, patruljere i luftrummet over Middelhavet ud for Malaga.

Læs også 12-årige Astrid og Sara går til kamp for klimaet

- Det er meget stort for os. Det er nok også en kulmination på, at vi i flere år har trænet lignende opgaver, fortæller eskadrillechef Hans Henrik Grøn.

Tidligere har eskadrillen nemlig løst en hel del opgaver under hjemlige himmelstrøg. I løbet af hele 2018 har eskadrillen løst maritime overvågningsopgaver for forsvaret, ligesom det også er Hjemmeværnets fly, som bliver brugt til at skabe det store overblik i forbindelse med Aalborg Karneval. 

Men fra august kommer flyets avancerede kamerateknologi til at indgå i den overvågning, som det europæiske grænseagentur Frontex står for. Flyet skal blandt andet være med til at lede efter migranter på vej over Middelhavet, ligesom det også skal indsættes i jagten på smuglere.

- Der kan de jo forfølge smuglerne, når de (smuglerne, red.) er nødt til at sejle deres båd ind på stranden og løber i land. Så kan de følge dem hele tiden, så det er rigtig effektivt udstyr, siger forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V).

Han er en af tre ministre, som netop har besøgt det nuværende danske bidrag til Frontex. Lige nu er det folk fra Flyvevåbnet, der med base på den italienske ø Sicilien, bidrager til overvågningen af Middelhavet med et Challenger-jetfly.

Flyet og dets besætning bliver til august afløst af Defender-flyet, som får base udenfor Malaga i Sydspanien. Hos forsvarsministeren er der da heller ikke nogen tvivl om vigtigheden af både Frontex og det danske bidrag dertil.

- Effektiviteten i Frontex-aktionen er i top, konstaterer han.

Hvis vi løser den første opgave godt, tror jeg godt, at der kunne blive en gentagelse.

Hans Henrik Grøn, Eskadrillechef

I Aalborg er der stadig en del træning, som skal på plads, inden fly, besætning og servicepersonale kan rejse til Spanien. Men selvom Hjemmeværnseskadrillens første internationale mission ikke engang er begyndt endnu, ser Hans Henrik Grøn allerede nu optimistisk på chancerne for endnu flere fremtidige missioner i udlandet.

- Hvis vi løser den første opgave godt, tror jeg godt, at der kunne blive en gentagelse. Så tror jeg godt, at vi også kan blive kastet ud i det en anden gang, siger eskadrillechefen.

Under missionen i Spanien bliver Hjemmeværnets andet Defender-fly i Danmark, hvor det stadig vil være til rådighed, hvis eksempelvis politiet eller SKAT har brug for hjælp til en opgave.

Læs også Træner kun en gang om ugen: Blære/Hornum er rykket op i 3. division

Flere nyheder fra TV2 Nord