Flyforsinkelser for retten

Foto: TV2/Nord

Det er ikke lykkedes flyselskabet SAS at få udsat retssagen om flyforsinkelser, hvor advokat Preben Bang Henriksen kræver erstatning for forsinkelse og dårlig information.

Ifølge SAS så vil man gerne afvente en dom fra London i en lignende sag, men den går altså ikke. Det har Aalborg Byret netop besluttet.

SAS vil ikke betale advokat Preben Bang Henriksen erstatning, da han blev seks timer forsinket på en tur til Frankrig, så han er glad for byrettens vurdering.

- Det er ikke bare mig, som gerne vil have sagen gennemført. Jeg har fået mange henvendelser fra folk, som har været udsat for det samme, og derfor er det nødvendigt at føre sagen til ende, siger advokat Preben Bang Henriksen til TV2/Nord.

Hvis han får medhold, står han til en erstatning på 400 Euro - omkring 3000 kroner. Preben Bang Henriksen regner med en afgørelse indenfor 2-3 måneder.

SAS har nu indtil på tirsdag til at kære Byrettens afgørelse til Landsretten.

Har du et godt tip?