Flyvende start for matchrace i Frederikshavn

Danish Open 2008 i matchrace fik en flyvende start i farvandet ud for Frederikshavn Sejlklub. De 12 besætninger blev budt på masser af udfordringer med en særdeles kraftig vind, der fik sat de mange sejleres koncentration på et absolut maksimum.

<b>Verdensmesteren vandt </b>
Efter førstedagens sejladser kunne verdensmesteren Ian Willams fra England se tilbage på en dag med en næsten maksimal udnyttelse af alle anstrengelserne på vandet, idet han vandt fire ud af fem mulige dueller.

- Det var en rigtig god dag, selvom det var meget svært med de mange vindskift. Jeg vil umiddelbart kalde forholdene for yderst interessante, og det var ikke helt de samme forhold, som vi op til stævnet har sejlet under i Gøteborg. Men man kan vist roligt sige, at bådene sejler meget stærkt. Og med fire sejre ud af fem mulige kan vi jo ikke være utilfredse, fortæller en godt træt Ian Williams.

<b>Dansk skipper med to sejre</b>
- Vort mål var at komme i semifinalen, men den chance har vi misset nu, lyder det fra den danske skipper Mads Ebler, der måtte nøjes med to sejre.
Han fortsætter:
- Vi skal vinde resten af vores sejladser, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at nå så langt. Det var selvfølgelig svært med de mange vindskift, men vores største problemer lå mere i starten. Her havde vi svært ved at finde en rytme. Vi tog ganske enkelt for mange forkerte beslutninger, hvor vi nok skulle have haft mere is i maven.

Peter Wibroe nåede kun at få sejlet tre ud af de planlagte race. Så han kan nå yderligere to gevinster. Jesper Radich har med en sejr i går chancen for at ende op med tre sejre, idet de to sidste indledende race blev rykket til fredag

<b>Round-Robin fredag</b>
Sejladserne fortsætter fredag i Frederikshavn med yderligere en runde round-robin. Lørdag er der semifinaler, og det afsluttes på søndag med den store finale i Danish Open 2008.

<b>Følg det fra lænestolen</b>
Hvis man ikke selv har mulighed for at være på plads i Frederikshavn, så kan alle de tætte dueller følges live via hjemmesiden www.tractrac.dk . Alle bådene er nemlig udstyret med en GPS, der gør det muligt at køre dette system.

Har du et godt tip?