FOA formand ser tegn på konfliktvilje

 FOA formand ser tegn på konfliktvilje

FOA's formand, Dennis Kristensen, mener, at det er konfliktvilje og frustrationer, der tirsdag fik ålborgensiske sosuassistenter til at smide kitlen før tid.

Det var ikke forårskådhed, men flere års indestængte frustrationer, der tirsdag fik ålborgensiske sosuassistenter til at gå i konflikt før tid. Det mener i hvert fald FOA's formand, Dennis Kristensen.

- Der er mange af vores medlemmer, der har meddelt, at de gerne vil konflikte. Og de har været utilfredse med, at det i første omgang kun er 10 procent, der skal strejke, siger Dennis Kristensen. Især den manglende anerkendelse i offentligheden var med til at få bægeret til at flyde over tirsdag, mener han videre.

Men trods oprørte sind og kampgejst, maner formanden til besindelse.

- Jeg tror at der på det store tillidsmandsmøde, vi har i dag, vil være forståelse for aktionen i Aalborg. Men omvendt bliver jeg nødt til at sige, at strejken er overenskomststridig, og det må man altså ikke. Så vi skal opfordre dem til at genoptage arbejdet, siger Dennis Kristensen.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland