Fodboldskoler i gang

Foto: Jesper Lange

[size=3]Dansk Boldspil-Union indleder i denne uge sine fodboldskoler rundt omkring i Danmark - blandt andet i Halvrimmen, hvor 112 drenge og piger er tilmeldt, og hvor det myldrer med Fernando Torres'er og Cristiano Ronaldo'er.[/size]

Deltagerne træner seks timer om dagen hele ugen, og ifølge formanden for Øland-Halvrimmen IK, Kurt Mølgaard, er det virkelig noget, der batter noget:

- Når de træner i klubberne, er det jo en times tid to gange om ugen. Så her træner de cirka lige så meget, som de ellers gør på et halvt år, konstaterer han.

Det er 19. år i træk, Øland-Halvrimmen IK holder fodboldskole i sommerferien. Deltagerne er i alderen 8-14 år, og cirka en fjerdedel er piger.

I alt 29 nordjyske fodboldklubber holder i samarbejde med DBU fodboldskoler i denne og de tre kommende uger.