Fodboldstrejke afværget: AaB kan spille CL-kampe

AaB's muligheder for avancement i europæisk fodbold er tilbage på rette spor efter Spillerforeningen og Divisionsforeningen sent i nat blev enige om en ny overenskomst.

Klokken 03.36 natten til fredag tweetede AaB's repræsentant i Spillerforeningen Patrick Kristensen nedenstående billede: Hvid røg. Spillerforeningen og Divisionsforeningen var nået til enighed og en ny overenskomst for lønnede fodboldspillere var en realitet.

To minutter senere supplerede AaB-anfører Thomas Augustinussen, der var taget til forhandlingerne med Rasmus Würtz og Kasper Risgård for at presse på for en løsning.

- Mission accomplished, skrev han.

Sød musik i ørene på AaB-fans, der ser frem til AaB's næste kamp i Champions League-kvalifikationen på cypriotiske APOEL på onsdag i næste uge.

Den skulle, hvis konflikten var blevet en realitet, være spillet af et hold bestående af U19-spillere og Danmarksserie-spillere og så ville AaB's muligheder for at komme i gruppespillet i verdens bedste fodboldturnering og indkassere de tilhørende millioner være så godt som ikke-eksisterende.

Og selvom aftalen blev indgået på et tidspunkt hvor de fleste var pakket godt ind i dynen har aftalen allerede fået mange positive reaktioner med på de sociale medier. Se nogen af dem nedenfor.

FAKTA: Konflikt i dansk fodbold

- 28. marts: Konflikten tager sin begyndelse, da Divisionsforeningen opsiger overenskomsten, som senest blev revideret i 2004, med Spillerforeningen. Begrundelsen for opsigelsen er, at man finder den gældende aftale utidssvarende.


- 28. maj: Efter en række møder, der ikke rigtigt fører til noget resultat, sender Divisionsforeningen lockoutvarsel til Spillerforeningen for at sætte skub i tingene. På grund af problemer med posten modtager Spillerforeningen først brevet 2. juni, og derfor kan konfliktvarslet først træde i kraft 1. august.


- 19. juni: Spillerforeningen sender strejkevarsel til Divisionsforeningen.


- 17. juli: Forligsinstitutionen udsætter konflikten i 14 dage, så den tidligst kan træde i kraft 14. august.


- 11. august: Spillerforeningen og Divisionsforeningen mødes i Forligsinstitutionen for at se, om man kan blive enige om en ny overenskomst kort inden deadline.


- 15. august: Efter langvarige forhandlinger når parterne frem til en aftale og afværger en konflikt.

Seneste nyt

fra Nordjylland