Fokus på flyturister

Flere af de indkommende flyturister i Aalborg Lufthavn skal dirigeres videre ud i det nordjyske i stedet for at forlade landsdelen med det samme.

På en konference i Frederikshavn i dag diskuterede spidserne inden for nordjysk turisme, hvordan man bedre kan fastholde besøgende, der kommer til landsdelen.

- Drømmen er, at de fly, der lander i Aalborg er fyldt med udlændinge, som bare vælter ind i lufthavnen, og skal ud og opleve Nordjylland, siger Lars Enevold Pedersen, der er direktør i Visit Nordjylland.

Flyturismen udgør i dag kun 1 procent af det samlede antal feriegæster, som overnatter i Nordjylland. Men bedre infrastruktur fra lufthavnen og ud i  landsdelen kan måske ændre på den statisik, og få flere til at blive for at opleve Nordjylland.

- I Skagen kunne hotellerne måske gå sammen om nogle el-biler, som kunne være til rådighed i Aalborg Lufthavn, så gæsterne ikke skal med en taxa, som viser sig at være dyrere end deres flybillet, foreslår administrende direktør på Ruths Hotel i Gl. Skagen Peter Christian Jensen. 

Den idé støtter Aalborg Lufthavn.

- Vi skal nok give gratis parkering til deres el-biler. Gratis parkering har vi som bekendt ikke noget problem med i Aalborg Lufthavn. Vi kunne endda gå længere ind i samarbejde og for eksempel tage os af at udlevere bilnøglerne til gæsterne, siger Søren Svendsen, direktør i Aalborg Lufthavn.

Konferencen er en del af et samarbejde imellem private og offentlige aktører. Visit Nordjylland, der er initiativtager, håber, at netværket inden for turistbranchen bliver stærkere.


Seneste nyt

fra Nordjylland