Tidskapsel til fremtiden: Folkeskoleelever sender flaskepost 100 år ind i fremtiden

Foto: Kenny Eggert Nissen

Folkeskoleelever fra Thisted kommune har forfattet breve til unge på deres egen alder. Breve, der først må læses i år 2119.

Hvordan ville du reagere, hvis du fik et brev sendt til dig direkte fra fortiden? Om 100 år vil 100 elever i fremtidens folkeskole få den mulighed. 

Brevene er sendt til dem fra eleverne på fire skoler i Thisted Kommune, og de blev tirsdag forseglet i flasker og gemt væk i 36.500 dage. 

- Det var sjovt, fordi man kommer til at tænke på, at det bliver åbnet om 100 år, siger Maya Aljezani, der går på 7.C på Tingstrup Skole.

- Det er lidt svært med sådan en tidshorisont. Det er ikke hver dag, man tænker over, hvad der sker om 100 år fortæller Nikoline Sekkelund Splidsboel, der også går i 7.C på Tingstrup Skole. 

  Foto: Kenni Eggert Nissen

Hemmelige breve

Idéen om tidskapslen, der sendes ind i tiden, er skabt af Kulturrummet i Thisted. Det er gjort for at fejre Foreningen Nordens 100 års jubilæum. 

- Så fik jeg idéen om, at 100 elever skulle skrive 100 breve til 100 børn om 100 år. Og man kan sige, at det væsentlige er at give de unge mulighed for at skabe noget, der helt fysisk rækker ud over deres eget liv. De er jo ikke selv til stede, når de her flasker skal åbnes op, fortæller Nikolai Seidelin fra Kulturrummet. 

Hvad, der præcis står i brevene, må eleverne ikke afsløre, men lidt kan de dog godt fortælle. Det handler blandt andet om, hvordan deres egen hverdag ser ud i dag, lidt om hvem de selv er, men der er også plads til lidt andet. 

- Vi har skrevet, at vi håber, at personen har det godt, og at personen føler sig tryg. De vil nok have en anden hverdag, end vi har, fortæller Maya Aljezani.

Nikoline Sekkelund Splidsboel (tv.) og Maya Aljezani (th.) går begge i 7.C på Tingstrup Skole og var blandt de 100 børn, der har lavet en flaskepost.  Foto: Kenni Eggert Nissen

Skal fortælle om hverdagen år 2019

Brevene bliver lagt i specialfremstillede flasker fra Thisted Bryghus. Herefter gemmes de væk på Museum Thy, og de bliver først fundet frem igen om 100 år, hvor museet kan studere, hvordan hverdagen for en 7. klasseselev ser ud i 2019.

- Når man om 100 år lukker op og ser, så vil man selvfølgelig være enormt nysgerrig på, hvad tænkte man for 100 år siden, ligesom vi er enorm nysgerrige på, hvad tænkte de for 100 år siden, dem der gik rundt i træsko og alt muligt andet, fortæller museumsleder ved Museum Thy, Jytte Nielsen.

Forsiden lige nu