Folketinget snydt i skifersag

Foto: Per Frank Paulsen

Folketingets Energiudvalg fik meget få oplysninger, da de tillod skifergasudvinding i Vendsyssel.

Energi- Og Klimaminister Rasmus Helveg Petersen (Rad.V.) erkender i dag, at Folketinget fik for få oplysninger, da de godkendte skifergasaftalen i Vendsyssel.

- Set i bakspejlet, så ville flere politikere i udvalget gerne have haft flere oplysninger, så det skulle de selvfølgelig have haft. Men det var der jo ingen der vidste dengang. Da fulgte man bare den proces man altid havde fulgt - nemlig at det bare var en efterforskningstilladelse.

Den daværende Energiminister Lykke Friis fra Venstre gav Folketingets energiudvalg en meget kortfattet meddelelse, der hverken omtalte skifergas eller den meget omstridte metode, som gassen udvindes på, som kaldes fracking. Skifergassen presses ud af undergrunden ved hjælp af stort tryk med en blanding af vand, sand og kemikalier. Per Clausen fra Enhedslisten føler sig ført bag lyset.

- Da man gav den her tilladelse under den borgerlige regering, da snød man Folketinget ved ikke at fortælle, at det handlede om skifergas, siger Per Clausen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord