Folketingsmedlem trækker støtten til Løkke

Preben Bang Henriksen trækker som det første medlem af Venstres folketingsgruppe støtten til Lars Løkke Rasmussen.

Folketingsmedlem Preben Bang Henriksen (V) bakker ikke længere op om sin formand Lars Løkke Rasmussen.

Det siger han til TV2/Nord.

- Det er vigtigt, at de hovedbestyrelsesmedlemmer, der i morgen tager til Odense, er klar over, at der ikke er en enig folketingsgruppe, der støtter Løkke, siger Preben Bang Henriksen.

Årsagen til udmeldingen skal findes i de mange sager, Lars Løkke Rasmussen har været centrum i.

- Det er bilagssagen generelt, men i særdeleshed at han ikke har fremlagt dokumentation for tøjkøb og for beskatning af resten. Det ville være særdeles nemt at fremlægge, hvis man havde lyst til det. Men når han alligevel lader være, efterlader det et indtryk i befolkningen af urent trav, mener Preben Bang Henriksen.

- Derfor håber jeg, der bliver indkaldt til ekstraordinært landsmøde, hvor vi kan vælge en ny formand, siger Preben Bang Henriksen.

Preben Bang Henriksens beslutning om at melde sin holdning ud inden hovedbestyrelsesmødet skyldes, at han mener, det kun er Lars Løkke Rasmussens støtter, der har udtalt sig i medierne, mens resten af folketingsgruppen har holdt mund. Derfor kunne hovedbestyrelsen gå til møde med det indtryk, at formanden har hele sin folketingsgruppe bag sig. Det er ifølge Preben Bang Henriksen ikke tilfældet. Men han vil ikke ud med, hvem der udover ham selv helst ser, at Lars Løkke Rasmussen trækker sig.

- Jeg udtaler mig kun på egne vegne, siger han.

Hvem ser du som Venstres næste formand?

- Kristian Jensen. Han er en flittig, ordentlig og dygtig person.

Hvorfor melder du først ud nu?

- Jeg har givet Løkke meget lang snor. Jeg har ventet på, at beviset ville blive fremlagt. Det ryster mig, at en person, der siden han var 16 år har slåsset for Venstre, ikke fremlægger de åbenlyse beviser, men bare ser til, mens partiet nedsmelter.

Svigter du ikke dit parti ved at komme med udmeldingen nu i stedet for at vente til hovedbestyrelsesmødet?

- Tværtimod. Partiet er under nedsmeltning med Lars Løkke ved roret.

Hvad gør du, hvis Lars Løkke Rasmussen bliver siddende som formand?

- Der er formandsvalg på hvert landsmøde. Det står i Venstres vedtægter. Hvis Løkke bliver valgt som formand uden at fremlægge dokumenterne, er jeg ikke længere medlem af Venstre. Men jeg håber aldrig nogensinde, det bliver aktuelt, siger Preben Bang Henriksen.

Det næste landsmøde i Venstre er den 6. oktober. Hvis altså ikke der indkaldes til ekstraordinært landsmøde inden.

Preben Bang Henriksen er valgt til Folketinget i Aalborg Nord-kredsen. Han har været medlem af Folketinget siden 2011.


Seneste nyt

fra Nordjylland